For et par dage siden fik jeg en af de bedste fastelavnsboller, jeg nogensinde har smagt. Det var
Cafeministeriet i Aalborg, der havde lavet en hitvariant af butterdej med bl.a. kanel, æble og marcipan indeni. Hm, det var da en sær fastelavnsbolle, tænkte jeg og rynkede vist lidt på næsen, da tjeneren serverede den for mig. Men efter den første himmelske mundfuld var jeg solgt, og jeg var nødt til at bede om opskriften. Den måtte jeg gerne få, og i går serverede jeg de vanedannende lækkerhedder for en flok lige så begejstrede veninder.
Hvis du er i Aalborg, synes jeg, du skal gøre dig og din mave den tjeneste at lægge vejen forbi
Cafeministeriet og bestille en fastelavnsbolle (med ekstra creme fraiche til!). Eller du kan bage dem derhjemme. Opskriften synes måske en smule lang og uoverskuelig, men med lidt overblik går det nemt og tager ikke mere end 30-45 minutters forberedelse.
Cafeministeriets fastelavnsboller med æble og kanel (ca. 30 stk)
Du skal bruge:
5 ark butterdej
Æg til pensling
Sukker til at drysse med
Creme fraiche
2 vanillestænger
1 liter letmælk
12 æggeblommer
300 g sukker
80 g maizena
2,5 kg æbler uden kernehus skåret i både
40 g kanel
40 g kardemomme
300 g groft revet marcipan
250 g sukker
250 g smør i tern
Sådan gør du:
1. Pisk æggeblommer og sukker hvidt og luftigt. Hæld maizenaen ud over blandingen, men vent med at piske det sammen
2. Hæld mælk, vanillekorn og de "tomme" stænger i en gryde, og bring det i kog. Tag vanillestængerne fra, når mælken koger.
3. Hæld væsken over æggemassen, mens du pisker det sammen.
4. Hæld massen tilbage i gryden, og bring den i kog, imens du pisker med et piskeris. Massen vil tykne efter et par minutters tid.
5. Fordel kagecremen i en bakke, og sæt den på køl.
6. Bag æblerne i ovnen ved 180 grader i 20 minutter. Fjern overskydende væske, skær dem i grove tern, og kom dem i en skål.
7. Vend æblerne med kanel, kardemomme, marcipan, sukker og smør, og sæt dem til side.
8. Skær butterdejen i 6 lige store firkanter.
9. Drys et bord let med mel, og rul hvert stykke butterdej ud til dobbelt størrelse.
10. Fordel en spiseskefuld af den afkølede kagecreme på et stykke butterdej, og kom dernæst to spiseskefulde af æblemassen med top ovenpå.
11. Saml siderne af butterdejen op mod midten, så kagen lukkes i toppen. Giv dejen et let tryk for at slutte den tæt. Gentag processen for alle butterdejsstykkerne.
12. Forvarm ovnen til 200 grader med varmluft. Pensl kagerne med æg, og drys med sukker.
13. Bag dem i 20-25 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle af i 10-15 minutter, før de spises.
14. Server med creme fraiche til.
English recap: Next week is Fastelavn (shrovetide) here in Denmark, a Christian holiday that marks the three days running up to Lent. True to form we are feasting on Fastelavnsboller (shrovetide buns), a cream-filled cake with frosting on top. You'l find a similar recipe here.