fredag den 17. januar 2014

3 kogebogsfavoritter: Meyer, Bitz og Rode


Jeg har en alvorlig kogebogsfetish, og lige nu er det tre herrer ved navn Thomas Rode, Christian Bitz og Claus Meyer, der regerer i min samling og i mit køkken. Fælles for mine tre madbibler - udover det gennemgående fokus på sundhed og gode råvarer - er de indbydende og knaldsmukke billeder, der kan kurere selv de værste januarblues. Her er dømt vitaminboost og vintervelvære: 

Claus Meyer: Almanak


Almanak er et 700-siders madværk med gods i. En solid grundbog i naturens skatkammer, der byder på pivinspirerende opskrifter med udgangspunkt i årets gang, serveret med de smukkeste billeder og leveret med en smittende fortælleglæde. God, gedigen nordisk mad er et gennemgående tema, men der inviteres også på retter fra varmere himmelstrøg, som fx stærk og lunende suppe fra Vietnam og lasagne på italiensk. Almanak tryllebinder mig, og jeg glæder mig til at tilbringe 2014 med Meyers madmagi. Jeg er kæmpefan.

Christian Bitz: Bitz dit Køkken


I Bitz dit Køkken gør ham den søde fra fjernsynet op med den fanatisme og dårlige samvittighed, der ofte er forbundet med sunde kostvaner, og hans tilgang til sunde kostprincipper er ret så befriende, synes jeg. Her er madkærlighed og indre vælvære i fokus, og bogens 200 knaldgode hverdagsopskrifter er ledsaget af superfine billeder, hyggelige anekdoter, et glimt i øjet og et godt glas rødvin. Hr. Bitz's sunde og mavegode mad er en rigtig god ven af mig og mit køkken. Rødvinsskål!

Thomas Rode: Stenalderkost


Jeg er ret fascineret af stenaldermanden Thomas Rode og hans inspirerende historie om at tage livet i egen hånd og kræve forandring. Sejhed! I hans bog Stenalderkost, der er et af de helt store køkkenhits herhjemme lige nu, viser Rode, at det sagtens kan være simpelt og lækkert at leve efter paleoprincippet. Hvad enten man er paleoentusiast eller ej, er her masser af inspiration at hente til farverig, smagfuld og sund mad, der gør godt helt inde i knoglerne, og mit proteinglade hjerte er tosset med det. Juhuråb og high-five herfra!

English recap: Three of my favorite cook books, where health, nature, and inner well-being are in focus.  L o v e it.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar